Case

Espersen A/S

Ny kartonemballage til
fiskeproducent helt uden plastik

I et samarbejde med A. Espersen A/S har Schur produceret en kartonemballage til deres seafood-retter helt uden brugen af plastik. Det betyder, at emballagen på sigt kan ryge direkte til genbrug.

Lige siden 1950’erne har Schur haft et samarbejde med A. Espersen A/S om at udvikle og producere emballageløsninger til deres detail fiske- og skaldyrsretter, og de er nu en af Schurs klart største samarbejdspartnere. De fleste af Espersens produkter er blevet pakket direkte i en kartonemballage produceret af Schur. For bedst muligt at holde varerne friske har kasserne været belagt med PE (Poly Ethylene), hvilket er et tyndt plastiklag. Det har skabt en hygiejnebarriere, der blandt andet sikrer, at fugt fra fiskene ikke trænger ind i kartonen og ødelægger emballagen.

Mindre plastik og mere genanvendeligt

I cirka to år har Schur dog arbejdet hårdt på at skabe en ny emballage til A. Espersen A/S, der kan erstatte plastiklaget med en anden barriere. Det har resulteret i en ny vandbaseret coating, der er helt fri for plastik. Barrieren sørger stadig for, at fugt og pletter fra deres fisk og panerede eller butterdejssvøbte fisk ikke trænger ind i emballagen.

Hos Schur bliver der produceret 50 millioner æsker årligt til A. Espersen A/S, og derfor er det heller ikke bare lige fra den ene dag til den anden, at man kan lægge hele produktionen om. I dag bruger Schur dog cirka 125 tons plastik om året på at producere emballage til Espersen, og målet er derfor, at den nye plastikfrie emballage skal rulles helt ud inden 2025. Det ambitiøse mål er sat med henblik på, at den store fiskeproducent hurtigst muligt kan fjerne plastik fuldstændigt fra sin emballageproduktion.

Når løsningen bliver rullet helt ud, er det først og fremmest med til at gøre emballagen mere genanvendelig og dermed bæredygtig. Uden brugen af plastik bliver genbrugen af emballagen mere lige til, da den kan sorteres som karton.

Vil du også have en skræddersyet løsning til dit produkt?

Ræk ud til en af vores dygtige eksperter i dit lokalområde.